Jeg ønskede mig “sneakers” der ikke alt for meget ligner sportssko.
Jeg har længe haft lyst til at få mig et par ”sneakers” . Egentlig er jeg ikke helt vild med at bruge den slags “sports-agtige” sko til hverdag, men jeg kan jo godt se det praktiske i, alligevel at have et par, når jeg her inde i byen f.eks. sammen med min bokse-veninde Mette, beslutter at give den lidt ekstra gas og gå en tur rundt om Damhussøen eller et smut i Frederiksberg Have, eller når jeg med min gode ven ”Tandlægen” traver en tur rundt om alle søerne, mens vi vender verdenssituationen. Der er både grus og sten på stierne der ødelægger alle hæle og det ér bare bedre med nogle fjedrende såler, når man gerne vil gå rask til.
Så nu har jeg tegnet et par sportssko som ikke er rigtige sportssko, men et par der passer til en ”bytur” i rask trav og som ser lidt smarte ud. De passer nærmest alle fødder fordi de kan snøres og fordi skindet er så blødt, at det ikke strammer nogen steder. Vi har syet dem i lammeruskind. Og for at gøre dem lidt ekstra gode, har jeg lagt to såler ved. En flad ekstra tyk og en formstøbt med pelotte. Så kan man vælge den man vil og som passer bedst til dagens udfordring.
Skoen er foret med svineskind.
Det er vigtigt at de ikke har kunststof indvendigt.
For et stykke tid siden købte jeg et par sportssko som jeg ville bruge til min ture rundt om søerne og til min store overraskelse opdagede jeg, at mine strømper blev helt våde oven på, når jeg havde haft de ny-indkøbte sko på nogle timer. Det viste sig, at pløsen, altså flappen under snørebåndet, havde plastikmateriale på indersiden. Det var ellers et par ruskindssko. Jeg havde simpelthen ikke tjekket dem ordentligt da jeg købte dem.
Men det er så også én af grundene til, at vi nu har fået sneakers ind i kollektionen.
Et par rigtig gode WomanPower sneakers er ”i mine øjne” gode materialer, en god også indvendig sål og at få nogle flotte farver på banen.
Fordi vi syer på bestilling, så kan man “designe sine egne sneakers” Det betyder at det er muligt, at vælge også andre farver.